Beskrivelse
Mountainbike Trail/Enduro uge Chamonix
Vil du opleve nogle af de fedeste mtb spor i omkring Chamonix og Mont Blanc?
Denne tur er for dig der synes det er rigtig sjovt at køre nedad og sætter pris på at turen op, ikke bliver alt for hård. Med hjælp fra lifter og tog.
Turen er tilrettelagt som en allmountain/enduro tur,
Jakob Hertz, der vil være guide på turen, bor en god del af året i Chamonix og kender rigtig mange af de bedste spor i området.
Spor der kræver et rigtig godt lokalkendskab at finde og vide hvilke niveauer de har og hvordan de passer til den enkelte rytters færdigheder.
På denne tur viser Jakob dig nogle af sine favoritter – Naturligvis i forhold til dine ønsker og niveau.
På turen kommer vi forbi Chamonix, Saint Gervais, Morzine og måske et smut over til bike parkerne omkring Verbier.
Turen er som udgangspunkt en Allmountain/Enduro tur hvor det meste af turene op primært bliver med lifter og tog.
Der vil dog også være mindre opkørsler, flade stræk hvor der skal trædes lidt i pedalerne. Ligesom der også må forventes passager hvor man må af cyklen og gå lidt, dog kun korte strækninger.
Niveauet
Niveauet vil typisk være for dig der føler dig godt tilpas på de fleste nedkørsler på de danske mtb spor. Generelt er de typiske spor tekniske spor med mange tætte sving, sten/klipper og rødder men kun sjældent hop og drop, ud over dem du selv “opsøger” på vejen – og der kan altid trækkes forbi evt lidt for svære passager. Er du skarp på en enduro cykel skal du nok også blive udfordret.
Fokus vil som udgangspunkt mest være på godt flow og sjove nedkørsler, hvor du selv bestemmer farten.
Da vi får hjælp af tog og lifter på de fleste opkørsler, behøver du ikke være i superform, for at være med på turen. Du skal dog ikke være bange for også at cykle og gå noget opad.
Hvornår
d. 15. til 19. juli 2024
Program
Vi mødes første eftermiddag i Vallorcine der er en lille by oppe i bjergene lidt uden for Chamonix by.
Her får vi hilst på hinanden og går ugens program igennem. Skal du leje cykel er vi også behjælpelige med dette her, så alt er klart til de næste dages ture.
De næste 3 dage er der ture i området omkring Chamonix, hvor vi tager et par dage med udgangspunkt omkring lifterne fra Vallorcine/Le Tour og Les Houches.
4. dag tager vi ned til bike parkerne og de mange stier og spor omkring Morzine og Saint Gervais.
Sidste dag er der mulighed for at tage til Verbier i Schweiz eller cykle via nogle af Chamonix dalens liftsystemer ned til Chamonix by.
Vi vil typisk have 3000-5000 hm nedad alle dagene, og op til 500 hm opad på cyklen mens resten vil være med tog og lifter.
http://www.chamonix.com/mountain-bike,35,en.html
På Facebook side kan du se billeder fra nogle af vores ture. bla. omkring Chamonix MontBlanc
Pris
Kr. 6875,00
Prisen er inkl.
5 fulde dage med mtb-guide/instruktør, alle liftkort og togbilletter samt frokost undervejs på turene.
Udgifter til overnatning, forplejning (ud over frokost) evt. cykelleje er ikke inkl.
Vi hjælper meget gerne med gode forslag til overnatning ud fra dine ønsker og økonomi.
Det anbefales at have fuldaffjedret mountainbike og beskyttelse på knæ, albuer og naturligvis hjelm (alt kan lejes lokalt).
Lidt om terrænerne
Chamonix ligger for foden af Mont Blanc. byen er mest berømt for sit skiløb og rigtig gode klatreforhold.
Jakob Hertz, der er guide og instruktør på turen, bor privat oppe i det bedste mtb terræn i Chamonix området – Vallorcine ved Les Tour/Balme området og rigtig gode spor ned mod Martigny i Schweiz. Her kan man starte turene højt over trægrænsen og slutte helt nede i 450 meters højde mellem Rhone dalens vinmarker.
Om man vælger at bo i Vallorcine området, eller nede i Chamonix by (15 minutter i bil), er en temperament sag. Kontakt os endelig for info om mulighederne.
Dalen hvor Chamonix ligger er omgivet af stejle sider, uden mange xc spor (kan køres på en lang dag), men lifterne kører og det åbner op for noget mere trail og enduro cykling. Særligt oppe ved Vallorcine mod grænsen til Schweiz, og nede omkring Les Houches er der gode områder.
På turen kommer du til at køre de bedste byggede DH spor i dalen og et mindre udpluk af vores favorit enduro spor, hvor vi kører af vandrestier, andre mindre “mtb specifikke” spor og nogle af de mange “piratspor” der gemmer sig i skovene.
Udstyr
Vi anbefaler afgjort at du har en fuldafjedret mtb – og helst med 120 mm vandring eller mere eller en trail hard tail med 140-150 mm vandring foran og dæk med godt volumen (2,4″ eller mere).
Da terrænet er hårdt med mange sten og klipper, anbefaler vi kraftige dæk (gerne helt op i DH dæk) og personlig beskyttelse som knæ- og albuebeskyttere, rygskjold og en enduro hjelm (der går lidt længere ned i nakken end en std. cykelhjelm.
Der vil være passager der ikke kan cykles (både op og ned), så nogle sko der også er til at gå i og enten flade pedaler eller en klikpedal med en stor trædeflade.
Er du skarp på en dirtbike, så kan det også gå. Dog anbefaler vi også her min 120 mm vandring foran og så store dæk som der kan være (gerne 2,4″ eller mere).
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.